Pindsvin

Søborgmagle Grundejerforening

Da Søborgmagle Grundejerforening fik pindsvin igen.

I 2008 så vi rigtig mange dræbersnegle i området. Hvad kunne man gøre ved dette? I en lille grøn bog, jeg fik af min datter, stod der bl.a, at pindsvin kunne hjælpe – de æder de små snegle og æggene.

 

For mange år siden havde vi pindsvin i vores haver i Søborgmagle Grundejerforening, det var dejligt at høre dem om aftenen.

Så kom rævene og det var slut med pindsvin, de blev ædt.

Rævene forsvandt, de døde af skab og vi bad "Pindsvinevennerne i Danmark" om at hjælpe os.

 

Formanden Kirsten Fournais holdt et foredrag ved vores grundejer-forenings generalforsamling 30.marts 2009 og alle var enige om, at det var en rigtig god ide at udsætte pindsvin i vores område.

Så var det ellers i gang med at finde familier, der gerne ville bygge palleboliger til pindsvin og boede i nærheden af hinanden. Det blev til tre områder Laugaards Alle, Højtoftevej/Nordtoftevej og Sydtoftevej/Moseskrænten/Mars Alle med trafikfredelige villaveje og gode vilkår for pindsvin.

 

Vi har alle en gammel beplantning og en del dræbersnegle og andet kryb. En del naboer til de heldige byggede også palleboliger, så der blev plads til ungerne.

 

Det var en fantastisk oplevelse at se engagementet overalt og en super dejlig Bededag den 8.maj 2009, da vi hentede 18 pindsvin hos Kirsten i Dragør fra morgenstunden. Vi fik hjælp til at sætte pindsvinene ud i deres nye hjem på den rigtige måde.

Hvor er det et fantastisk lille dyr, der får venlighed og smil frem overalt.

 

Pindsvin har ikke et fast territorium, de går frit omkring og kan gå op til 3 km på en nat. De lever af snegle og andet mindre kryb og gør ingen skade. De vender tilbage til haven, hvis der er godt at bo der.

De skal have vand (endelig ikke mælk) og evt kattetørfoder ( killingefoder) for at holde dem til. I følge de nyeste undersøgelser må de ikke længere få avocado. De kan heller ikke tåle sneglegift.

De går i hi fra oktober til maj. Det er et natdyr, så de ses først sent om aftenen.

Pindsvin kan ikke købes! De er fredede - men man kan få dem, hvis man er heldig. De, der fik et pindsvin udsat tegnede medlemskab i "Pindsvinevennerne i Danmark" - det koster 100 kr pr år og de var naturligvis medlemmer i vores grundejerforening. Pindsvinene har været i pleje hele vinteren, måske længere og bliver udsat i begyndelsen af maj.

 

Vi har været så heldige at få pindsvin igen i 2010, 2012 og 6 stk mere her i 2016 i alt har vi modtaget 57 stk! De sidste kom fra pindsvineplejerne, en helt ny forening.

 

Pindsvinene vandrer selv omkring og vores nabo-grundejererforeninger har nu også set pindsvin.

 

Se hvordan du bygger en bolig til pindsvinene.

 

Mere på www.pindsvin.dk og www.pindsvineplejerne.dk her kan du også få hjælp, hvis du ser et tilskadekommet pindsvin eller for små unger i det sene efterår.

Se om årets gang for pindsvin på http://pindsvin.dk/aarstiderne/

 

Interesseret i selv at få udsat et pindsvin, så læs mere her.

 

17. maj 2016

Ingelise Krüger,

Sydtoftevej 7.

 

Søborgmagle Grundejerforening

CVR: 37616338

Kontakt: info@soeborgmagle.dk

Billedet med 3 på stribe er fra vores have i sep 2015. Der var 8 stk store unger i alt den aften, men vi har også 5 palleboliger.